Alnus - El
El (Alnus) er en slægt med omkring 25 arter af træer og buske udbredt i Europa, Asien, Nord- og Sydamerika. Arterne er ofte knyttet til fugtig jord og har ofte flere stammer. Barken er lysegrå til mørkebrun, glat og tynd med tydelige barkporer. Veddet er let, blødt og næsten hvidt. Hos nogle arter bliver veddet rødt efter luftkontakt. Vinterknopperne er ofte stilkede, ægformede eller ellipseformede med afrundet eller tydelig spids. Bladene er elliptiske til omvendt ægformede med enten hel eller mere eller mindre takket rand. Blomsterne er samlet i kønsopdelte rakler, hvis skæl er blivende, sådan at der dannes træagtige "kogler". Frugterne er tynde, vingede frø.
Arterne er ofte knyttet til fugtig eller våd (oversvømmet) bund og optræder hyppigt som pionerplanter, da de formår at skaffe sig organisk kvælstof gennem rodsymbiose med Frankenia-aktinobakterier.
Hvis man bliver elleskudt af ellepigernes pile og derfor ellevild, har det intet med ellen at gøre, men derimod med alfer.
|
Arter: Der er kun tre arter, som har interesse for plantedyrkeren:
Hvidel (Alnus incana) vokser vildt i det meste af Europa. Det er et lille træ på indtil 10 m's højde med en ugrenet, glat og lysegrå stamme. Kronen er bredest forneden, smallest foroven. De unge skud er gråfiltede, bladene ægformede med en tydelig spids. På oversiden er de mørkt grågrønne, på undersiden grålighvide og tæt hårede. Løvet sidder meget tæt, og hvidel giver derfor mere skygge end rødel med den åbne krone. Både hanrakler og hunrakler udvikles i løbet af efteråret og overvintrer nøgne. Blomstringen finder sted meget tidligt, ofte allerede i februar. Hanraklerne er lange og hængende, mens hunraklerne efter modningen forvedder og kan minde om en lille kogle. De gamle hunrakler bliver siddende hele sommeren og den følgende vinter. De anvendes ofte til dekoration. Anvendelse: Hvidel trives på både tør og fugtig bund og stiller ikke store krav til voksested og klima. Den breder sig let ved rodskud til alle sider. Den er derfor velegnet til plantning i læhegn og større skovagtige plantninger. Derimod er den uegnet i haver og finere anlæg, hvor dens rodskud kan udvikle sig til et besværligt ukrudt. Anvendes hvidel som ammetræ, skal ammetræerne ryddes med rod og alle rodskud; det er ikke tilstrækkeligt at skære elletræeme af ved jordoverfladen. |
|
|
||||||||||||
|
Rødel (Alnus glutinosa) vokser helst i nærheden af vand. Unge træer har lige stamme, ældre træer en kuplet krone med krogede grene. Rødel (Alnus glutinosa) kan blive betydelig større end hvidel, ofte op til 25 m. De unge stammer har en lodret, gennemløbende akse, og sidegrenene er lige og næsten vandrette. Senere dannes den karakteristiske hvælvede krone, sammensat af stærkt krogede grene. Barken er sort og skorpeagtig. Årsskuddene er glatte og klæbrige (glutinosa = klæbrig), knopperne er også klæbrige, brunviolette og springer ud i maj. De er ovale og afrundet foroven. Oversiden er mørkegrøn, undersiden lysegrøn med rustbrune hår i nervevinklerne. Løvet bliver siddende til langt hen på efteråret og beholder den grønne farve lige til løvfald. Når man fælder en rødel, farves sårfladen rød ved luftens påvirkning, heraf navnet rødel. Anvendelse: Rødel kræver mere fugtig jord end hvidel. I moser kan den danne tætte bevoksninger, hvor træerne står som på stylter og danner de såkaldte »elletrunter«. Stylterne består af de kraftige birødder, som udvikles fra stammen lige over jordoverfladen. Rødderne er i øvrigt meget kraftige og trænger let gennem hård og ubehandlet jord, men træet danner kun få rødder ud til siderne. Det giver gode muligheder for udvikling af bundplanter mellem træerne, som ikke vil konkurrere med de urteagtige planter. Ingen af de to elle arter er særlig velegnede til småhaver.
Hjertebladet el (Alnus cordata) er den bedste slags el til småhaver. Hjertebladet el (Alnus cordata) er derimod et smukt og værdifuldt havetræ. Det hører hjemme i Syditalien og på Corsica, men plantes efterhånden meget rundt om i Europa, især i Frankrig og Holland. Træet bliver 10-15 m højt. Stammen er fuldstændig lige uden forgreninger, en egenskab, som gør træet til et udmærket gade- og vejtræ. De unge skud er brunrøde, kantede og en smule klæbrige. Bladene har en tydelig hjerteformet indskæring ved stilkenden. De er ægrunde med fint savtakket rand. Oversiden er glinsende mørkegrøn, undersiden lysere og med hår langs bladårerne. Frøstandene er store og dekorative, næsten 3 cm lange og opretstående. Anvendelse: Hjertebladet el er som de øvrige el et meget hårdført træ, som også klarer sig godt i et byklima med forurenet luft. Tilvæksten er så hurtig, at man i løbet af få år kan etablere plantninger af en betydelig størrelse. Hjertebladet el anbefales derfor til større plantninger omkring legepladser, idrætsanlæg og som skovpartier i parker. Som alletræ og på parkeringspladser er træet ligeledes velegnet, og endelig er det et glimrende solitærtræ i småhaver. Det er meget »nabovenligt«, kaster ikke særlig megen skygge og tager ikke vand og næring fra naboplanter.
|
|
|
