Flowerchild Ragdoll

Om Flowerchild

2010
 

 

 

22.12.2010
Vi nærmer os nu julen, så vi vil benytte lejligheden til at ønske alle læsere en rigtig glædelig jul.


Her op til jul har vi modtaget et skønt billede af DK Flowerchild Brunnera Brage. Brage har taget navneforandring et par gange. Først til Banjo og senere til Valo. Han er en rigtig rolig dreng, som er faldet godt til i Aalborg. Dog har han en trang til at lege med tær tidligt om morgenen, hvilket hans nye mor ikke synes er så spændende.


DK Flowerchild Brunnera Brage - i dag kaldet Valo.

 

 

24.11.2010
I weekenden var vi på udstilling i Middelfart. Med os havde vi Flora og Hyacinth. Det var en to-dages udstilling, og vi var der begge dage. Om lørdagen havde vi selskab af "Flowerchild Brunnera Sif", som har taget navneforandring til Fie. Det var hendes første tur på udstilling, og det gik rigtig fint for hende. Hun havde sine egne forældre med : Marian og Svenne, hvilket var godt, for hun havde da fuldstændigt glemt alt om os andre.
Den, der opnåede mest på udstillingen, var Flora. Hun blev champion om lørdagen, og kunne gå videre i den næste klasse om søndagen.

Tillykke til Champion Flowerchild Akantus Flora.


Flora og Hyacinth i buret på udstillingen i Middelfart.
Det er Hyacinth, der gemmer sig inde i det grønne telt.

 

 

08.11.2010
Vi har været en tur på udstilling igen. Det var i Haslev på Sjælland.
Vi havde egentligt ikke noget, vi kunne tage med på udstillingen, da Inula er højgravid og både Hyacinth og Flora skal med på udstillingen i Middelfart senere på måneden.
Men da vi fortsat havde "Flowerchild Brunnera Frigg" hjemme, så besluttede vi os for at tilmelde hende til udstillingen. Så kunne vi også finde ud af om en dommer havde den samme mening om hende, som vi selv havde.
Det havde hun ikke. Frigg var hos dommer Tellervo Kass fra Finland. Tellervo Kass var faktisk mere begejstret for Frigg, end vi var. Hun syntes endda så godt om Frigg, at hun fik lov til at deltage i udvælgelsen til at blive nomineret til sceneshowet. Hun blev dog ikke nomineret.
Men vi var meget tilfredse med deltagelse på udstillingen i Haslev.

Frigg opførte sig eksemplarisk på udstillingen. Hun blev taget ud af buret ind i mellem, og båret lidt rundt på, så hun kunne se lidt af det postyr, som hun var deltager i. Der var også flere af de besøgende, der fik lov til at holde den lille blød killing i favnen.

         
Frigg i bur på udstillingen i Haslev.                                                                       Frigg hos dommer Tellervo Kass fra Finland

Hjemme var så de 3 stor katte. Her var alt stille og roligt, så vi går bare og venter på at dagen for at Inula skal føde kommer. Det bliver i denne uge vi netop er gået ind i. Inula er blevet temmelig stor om maven, så der kommer nok 4 - 6 killinger, af samme størrelse som Brunnera-kuldet.


Inula den 4. november 2010 - der er ca. 8 dage til hun skal føde.

 

 

26.10.2010

Stort tillykke med 1 års fødselsdagen til hele Akantus kuldet :

 Janus - Jupiter - Flora - Pluto og Vulcanus.

 

 

25.10.2010
Der har været stille i det lille hjem, siden 5 killinger flyttede hjemme fra. Meget stille.
Mor Hyacinth nyder stilheden, og har gjort krav på hendes "gamle" hyggestunder hos Niels. Hun har dog også brugt en lille bitte smule tid på den tilbageværende killing Frigg.
Frigg savner til gengæld alle sine søskende. Hun er den eneste, som går og kalder på de øvrige killinger, men ingen kommer dog, når hun kalder. Kun Pia, som så tager Frigg op og nusser ekstra med hende.

         
Frigg - her 14 uger gammel.

Frigg er til salg.

Vi har også fået sat en kattelem i den ene terrassevindue, i vores køkken. Nu skal vi så bare have lært kattene, at bruge kattelemmen, så vi slipper for at åbne/lukke terrassedøren igen og igen.
Den eneste, der ind til nu har prøvet lemmen, er Frigg, som synes, at det er vildt fantastisk, at kunne komme ud og lege med de store katte.

             
Frigg er begyndt at komme ud i løbegården.                                                        Kattelem i glasvindue.

Kattelem i terrassevindue - se mere om terrassen ved at trykke på dette link: "TERRASSE".

 

 

18.10.2010
Pu-ha - en travl uge vi har været igennem.
Flora og alle killingerne skulle vaskes, og gøres klar til udstilling i Kolding søndag den 17. oktober 2010. Samtidig skulle Killingerne Odin, Brage og Tor gøres klar til at flytte hjemme fra søndag.

Hvordan gik det så på udstillingen? Ja, det skal vi måske ikke tale så højt om!
Vi havde kvajet os!
Vi havde jo været så ekstremt glade over, at vi kunne stille med et kuld killinger i Kolding, men men men vi havde totalt glemt at tælle dage. Killingerne er jo blevet vaccineret 2 gange, og den sidste vaccination blev foretaget den 6. oktober 2010. Det betød, at den sidste vaccination ikke var 15 dage gammel, sådan som reglerne foreskriver. ØV, ØV, ØV.
Vi fik derfor ikke killingerne med ind på udstillingen. Vi fik dog et "karantæne-bur" til dem inde i et af omklædningsrummene, hvor de så stod lunt og godt.

Flora var derfor den eneste, der skulle til dommer, og hun fik heldigvis det, vi kom efter - hendes certifikat i klasse 9. Nu mangler hun kun et certifikat mere, så er hun Champion.

 
En ragdoll i våd tilstand. Her en af killingerne.

 

 

03.10.2010
Inula har været til parring hos Arinto. Og vi har nu konstateret, at parringen vil give resultater. Vi forventer, at der kommer killinger igen i huset i uge 45. Se mere under planer.

27.09.2010
I søndags var vi på udstilling i Næstved. Med på udstillingen havde vi kun Flora, som nu er kommet op i åben klasse, og skal til at kæmpe for certifikaterne, så hun kan få et par titler.
I Næstved var Flora alene for første gang. Det var ikke sjovt - hun savnede selskab af Inula, som vi havde ladt blive hjemme. Men dagen gik nu godt alligevel, og Flora fik sit første certifikat i klasse 9.

Hjemme var altså Inula og Hyacinth samt alle killingerne. Alle blev i øvrigt glade for at se os, da vi kom hjem, og Pia havde en hyggestund på sofaen med ikke mindre end 3 af killingerne senere på aftenen.

09.08.2010
Vi har været på udstilling. I går søndag var der udstilling i Strøby (syd for Køge), og her var vi med kattene Inula og Flora. Det var en hyggelig dag, og begge fik deres certifikater.
Flora var med i opløbet til udtagelsen til Best in Show. Der var kun to ungdyr, som dommeren mente var egnede til at deltage i showet, og han var meget begejstret for dem begge. Flora tabte denne gang, men det var også en utrolig flot kat hun var op imod.
Inula var også i konkurrence denne gang. Først om at få certifikatet. Der var to katte i hendes kategori, og da det kun er den ene, der kan få certifikatet, så skulle dommeren jo vælge. Vanskeligt, for han kunne lide dem begge, men på baggrund af forskellige kvalifikationer hos kattene. Inula vandt og fik certifikatet.
Dernæst var hun i konkurrence om at blive BIV (bedste i variant). Der var nemlig yderligere en blå colourpoint med på udstillingen. Inula vandt også denne omgang og blev BIV. Det betød også at hun var med i opløbet om at blive udtaget til Best in Show, men her var der ikke så meget at komme efter for hendes vedkommende. Der var 6 katte med i opløbet.

 

 

16.07.2010
Så er Hyacinth nedkommet med killinger.
Hele dagen i går kunne man mærke på hende, at nu ville der ske noget. Hun var kontaktsøgende og havde ingen ro på sig. Sent på aftenen, så gik det for alvor i gang. Vandet gik over flere omgange, og så kom der gang i veerne. Kl. 23,25 ankom den første killing, og så gik det ellers stille og roligt hen over midnat. Kl. 01,15 ankom den sidste killing.

Alle killingerne havde en fødselsvægt på over 100 gram, så det er nogle store killinger, Hyacinth har født.

Nu er det så overstået, og alle har det godt.

         

Vi er ved at lægge informationer ind på killingesiden, men der går nok nogle dage inden den er fuldt opdateret.

 

 

10.07.2010
Vi venter nu spændte på, at Hyacinth skal nedkomme med et antal killinger. Det er lige op over. Hun er blevet godt rund om maven, så vi går og gætter på, hvor mange der er. 4 stk.? 6 stk.? eller flere? Vi får se i løbet af denne uge, vi går ind i.
Vi håber på, at der ikke er alt for mange.

Vi havde jo både Flora og Inula til fotografen, da vi var på udstillingen i Billund. Vi har nu modtaget billederne, og udvalgt et par stykker på dem begge to. Baggrunden vi valgte, er ikke så god til Inula, men det er alligevel blevet et meget godt billede af hende. Synes vi.

         
Flora                                                                                             Inula

Vi har også modtaget et par skønne billeder af DK Flowerchild Akantus Vulcanus. Han er jo vokset noget siden vi afleverede ham.

 

Han ser rigtig skøn ud, og han ligner sin moder Hyacinth samt onkel Hamilton (DK Big-Bang Nightsky Hamilton) meget.

 

 

28.06.2010
Så har vi været på udstilling i Billund. Det var en 2 dages udstilling, og vi var med begge dage.
Vi havde Inula og Flora med på udstillingen, og det gik over al forventning.

Inula fik sine certifikater begge dage, hvilket betød, at hun om søndagen kunne kalde sig for champion.

Flora fik sine EX1'er begge dage, og begge dage blev hun nomineret til deltagelse i Best In Show (BIS). Det var rigtigt dejligt. Hun blev dog ikke BIS, men det var alligevel utroligt flot, at hun kom på scenen.

         
Inula hos dommer Flavia Capra                                                     Flora hos dommer Dieter Filler

Hyacinth havde vi ladet blive hjemme, og hun havde katte-sitter på. Hyacinth er ved at være temmelig rund om maven, men nu er der også kun små 15 - 20 dage til hun nedkommer med et kuld killinger. Vi er meget spændte på, hvor mange killinger der kommer.

På udstillingen var også "Felicious Studios". Vi besluttede derfor, at få taget billeder af både Inula og Flora. Så om søndagen stillede vi hos fotografen, og vi tror på, at der nok skal kommer nogle gode billeder ud af det. Der blev taget pænt mange billeder af dem begge. Vi skal dog kun betale for de billeder vi udvælger, og kan vi ikke lide nogle af billederne, så er der ingen købetvang, og så har det ikke kostet os noget.
Vi får se, når de er klar fra "Felicious Studios".

 

 

20.06.2010
Vi har haft Hyacinth til fotografen.

Da vi var på udstilling i Malmö (havde kun Hyacinth med) i april måned 2010, var der mulighed for at få fotograferet katte hos "Kongro".

Kongro havde et godt tilbud, så vi endte med at få Hyacinth fotograferet, og valgte 6 billeder ud. Dem har vi nu modtaget, så her er et enkelt eksemplar:


 

Vi lægger også et par stykker ind på Hyacinths galleri.

 

 

6.06.2010
Siden sidst, er vi kommet af med Big-Bang Phoenix James Bond igen. Det gik desværre ikke mellem ham og tøserne - specielt Hyacinth (alias Hysse, alias Hystaden). Hun levede op til hendes kaldenavne.

Hyacinth var skrup tosset over, at han var kommet ind i huset. Hun hvæsede og spruttede konstant af James Bond - han kunne ikke komme i nærheden af hende, uden at hun udspyede surhed og galde. Ham kunne hun ikke lide, og han skulle ikke komme her og bestemme noget. Basta.

Det var trist for os andre, og især for Inula, som havde taget rigtig godt imod James Bond. De hyggede sig gevaldigt sammen. Flora derimod viste ikke rigtigt, om hun kunne lide ham eller ej. Han havde jo fået indyndet sig hos hendes hyggetante Inula, som så ikke havde lige så megen tid til at hygge med Flora.

Hyacinth er også med killinger. Der er synlige tegn nu, så vi forventer killinger midt i uge 28. Men det kommer, der meget mere om til den tid.

 

 

17.05.2010
Der er sket en hel del siden sidst.

Vi har været på udstilling i Stenlille søndag den 9. maj 2010. Med os havde vi lille Flora og Inula. Begge fik hvad de kom efter, men de var lidt urolige/ustyrlige de gange, de skulle præsenteres for dommer.

Vi har også fået hankat i huset. Vi modtog Big-Bang Phoenix James Bond mandag den 10. maj 2010.
James Bond og Niels har altid været rigtig gode kammerater. James Bond, som er en rigtig stor "kælegris", har altid været glad for at ligge på skødet hos Niels, når de har været i selskab sammen.

James er blevet kastreret. Det blev han lige inden vi modtog ham, hvilket var vores krav til at tage ham ind i huset. Nu bliver det så spændende, hvordan tøserne tager imod ham.
Ind til videre har det dog givet nogen turbulens. Hyacinth var nemlig gået i løb, og det kunne James Bond lugte. Da han først lige er blevet kastreret, så raser hormonerne endnu i kroppen på ham, og vi skulle passe meget på med at de to ikke parrede sig sammen, da de er meget nært beslægtede (halvsøskende).
Det var dog så heldigt, at vi samme aften kunne sende Hyacinth af sted til parring hos DK Hyrlands.

Ind til nu har Inula, som den eneste taget godt imod James Bond, og James Bond er meget begejstret for Inula. Han følger hende dagen lang, og vil helst ligge lige ved siden af hende. Dette kan dog ikke altid lade sig gøre, og så står han og snakker til hende, for at lokke hende hen i nærheden af ham.

Hvis alle tøserne ender med at byde James Bond velkommen, så har han en fast bopæl hos os, men tøserne kommer i første række, så de bestemmer.

         
James Bond                                                         James Bond tæt på Inula
                                                                                          (er han kæreste eller bodyguard?)

 

 

26.04.2010
I dag bliver Akantus-kuldet ½ år. Det betyder, at Flora og hendes brødre ikke længere er killinger, men ungdyr.

Ikke at vi kan mærke på Flora, at hun er blevet "teenager". Tværtimod. Når vi kigger på Flora, kan vi godt undre os over, at vi nu kan kalde hende teenager, da hun stadig er lidt af en "pattegris".
Hun dier fortsat hos Hyacinth.  J  Hvornår mon det stopper?
Hyacinth gør ikke noget alvorligt for at stoppe "pattegrisen". Hyacinth protesterer lidt, og skubber Flora væk, men da Flora er en stædig lille kat, så maser hun da bare på, og det lykkes for hende, at komme til dievorterne hver eneste gang.

         

Flora er rundet de 3 kilo, og man kan også se på billederne, at hun er godt på vej til at blive lige så stor som hendes moder Hyacinth, som p.t. vejer 4,4 kilo. Det er en stor "pattegris", der ligger og patter ved sin moder. Hvor meget mælk Flora får, er ikke til at vide, men hun smasker helt vildt højt.

Vi har jo en del billeder på denne hjemmeside, men da billeder fylder meget, så har vi også benyttet os af at lægge billeder ind på www.kattegalleri.dk
Kattegalleriet er en hjemmeside, hvor alle kan lægge billeder ind af deres katte, og der er god plads derinde. Lige i skrivende stund har vi oprettet følgende katte inde på Kattegalleriet, alle under racen Ragdoll:

Flowerchild Akantus Flora
Big-Bang Rainbow Inula
Big-Bang Nyghtsky Hyacinth

Derudover har vi i øjeblikket 4 fotoalbums over forskellige emner, eksempelvis "Flora hænger i gardinerne".

 

 

11.04.2010
Så har vi prøvet at være på udstilling i Sverige. Det var i Malmö lørdag den 10. april 2010.
Vi havde kun Hyacinth med, da de to andre ikke kunne komme ind i Sverige. Vi ville jo gerne havde haft et certifikat til Hyacinth i Sverige. Men vi var i konkurrence med en anden brun colourpoint : S*Earth Angel's Golden Grace ejet af Ulrika Eborn, og det var denne kat, der vandt. Det var nu også en meget flot kat, den blev også nomineret til Bedst in Show.

Tillykke til Ulrika Eborn med Grace

Af andre nyheder, har vi egentlig kun en gammel nyhed. Men vi har ikke rigtigt skrevet/vist noget om det tidligere. Vi har jo fået lavet vores terrasse om. Den er både blevet større, og ca. halvdelen af den er blevet overdækket. Hele foråret og sommeren 2009 gik med at lave dette. Det har vi selvfølgelig taget en masse billeder af, og nogle af dem vil vi gerne dele med andre. Derfor er der her et link til en siden omhandlende renoveringen af vores terrasse. Klik på Terrasse
Det vi har lavet, gør at vores katte kan komme ud hver dag, hvilket de er meget begejstrede for.

 

 

8.03.2010
Vi har igen været på udstilling. Denne gang lidt nærmere vores bopæl, da det var i Herlev. Vi havde Inula og lille Flora med. Vi var meget spændte på, hvad dommerne ville sige til lille Flora.
Dagen gik godt, og de fik begge deres EX1'ere, men det mest spændende var dog, at de begge skulle op til dommeren igen til bedømmelse af hvilke katte, der skulle udtages til Nominering. Her blev det lidt hektisk, for de skulle lige pludselig op til dette på samme tid, hos hver deres dommer. Godt at Susan trådte til, og viste Flora frem, mens Pia viste Inula frem. Niels var i fuld gang med at tage billeder, og skulle finde ud af, hvordan han kunne være to steder på en gang, så vi kunne får billeder af det hele.

Og hvordan gik det så? - Jo det gik sådan,

Flora vandt ikke "Best in Show", men det er nu alligevel meget flot, at komme på sin første udstilling, og her blive Nomineret.

Tillykke til lille Flora.

Dem der har læst med på denne side tidligere, har jo læst, at Flora ganske vist har været med på udstilling før, men det var som Kuld, og ikke som individuel individ.


Her er Flora på Scenen i "Best in Show", sammen med de øvrige nominerede killinger.
Ved siden af er den skovkat, som vandt killingernes "Best in Show"

 

Med på udstillingen var også Hyacinths moder (og Floras bedstemoder) : Big-Bang Karlsvognen Uma. Det gik også rigtig godt for hende, da hun fik sit sidste certifikat i klasse 7, og nu kan kalde sig International Champion.

Tillykke til Susan Jonassen med Uma.

 

                  
Inula på dommerbordet ved Anne Køhn                                   Flora på dommerbordet ved Grazyna Laskowska-Malaga

 

 

22.02.2010
Så har vi været på udstilling igen. Lidt hurtig efter den sidste, men det var planen. Vi har denne gang været i Tyskland - nærmere bestemt i Rendsburg. Her var en to-dages udstilling, hvilket betød, at hvis vi var heldige, så ville Hyacinth få sit sidste certifikat i klasse 7 og dermed blive International Champion, og hun ville få sit første certifikat i klasse 5. Og vi var heldige. Vi fik det, vi var taget til Tyskland efter.

Tillykke til International Champion Big-Bang Nightsky Hyacinth.

Inula havde vi også med. Men der var ikke så meget at kæmpe om for hende, da hun stadig er ungdyr. Vi ville dog gerne havde haft en BIV til hende om søndagen. Her var der 3 blå colourpoint Ragdoll, så der var mulighed for at udvælge en BIV. Det blev dog søde IC Big-Bang Octans Knirke, der fik titlen. Hun er nu også blevet en pæn dame, den lille Knirke.

Tillykke til Helle Hoborg med lille Knirke.

Vi havde desværre glemt vores kameraer hjemme, så vi har ingen billeder af denne tur.

De to killinger Flora og Jupiter var hjemme, og havde "katte-sitter" på hele week-enden, så de havde det også hyggeligt. Vi var lidt spændte på at hører, om de havde pebet lidt over, at deres moder ikke var der, men der havde ikke været noget i den retning. De havde hygget sig, som de plejer.

Men piberiet begyndte lige så snart, at Hyacinth var kommet ud af transportkassen, så var der en lille Jupiter, som gerne ville have lov til at die hos mama. Det blev der dog ikke noget af. Hyacinth havde nydt to dage uden den slags plagerier.

 

 

8.02.2010
Nu har vi været på udstilling i Helsinge. Vi havde Hyacinth med for første gang efter hendes fødsel i Oktober 2009. Samtidig havde vi de 3 tilbageværende killinger med : Jupiter - Flora - Pluto.
Pluto blev så hentet af sin nye familie hen på eftermiddagen, så ham har vi gået og sagt farvel til i de sidste par dage.

Alle tog udstillingen fint. Selv Hyacinth, som ikke altid har været lige begejstret for dette, tog det stille og roligt. Det var måske en god ting, at hun ikke var alene af sted, men havde selskab.
Killingerne var afslappede og havde en hyggedag i buret. Der var mange, der kiggede på, og også nogle som fik lov til at holde en killing i favnen. De små havde intet imod, at komme lidt ud af buret og blive nusset bag ørene. Selv det, at blive præsenteret for dommeren, tog killingerne roligt.


Hyacinth og hendes 3 killinger Jupiter - Flora - Pluto på udstillingen i Helsinge.


De 3 killinger ved dommerbordet.

 

 

2.02.2010
Killingerne er meldt til udstillingen i Helsinge. De er tilmeldt som et kuld, så det bliver spændende, hvordan det går.

Vi har også meldt Hyacinth til udstillingen. Det er efterhånden længe siden, hun har været med på udstilling, så nu er det ved at være på tide. Det bliver også spændende, om hun er i tilstrækkelig god condition, til at få tildelt et certifikat, men det ved vi meget mere om på Søndag.

 

 

27.01.2010
Der er gået nogen tid siden sidst.

Vi har fået sagt farvel til først Vulcanus, som flyttede mandag den 18. januar og dernæst til Janus, som flyttede fredag den 22. januar.

Der er lidt tomt efter, at de er flyttet hjemmefra. Det kan sagtens mærkes, at der ikke længere er 5 killinger rundt omkring. Hyacinth er også rigtig godt tilpas med, at der ikke er så mange killinger, der kræver hendes opmærksomhed.
Nu kan de 3 tilbageværende killinger få lov til at die lidt længere hos hende, end de fik lov til, da de var der alle 5. Men hun er også ved at vænne dem af med at die, så der bliver af og til skældt ud og snerret af dem.
Pluto er nok den, der har haft det sværest med, at Vulcanus og Janus er flyttet hjemmefra, han føler sig lidt alene, nu hans to "kamme-rater" ikke er der længere.

 

 

1.01.2010
Godt nytår til alle.

Killingerne har taget deres første skridt ind i et nyt år med barvour. De var overhovedet ikke berørte af alt det virak, der var med lys og larm udenfor fra alle de raketter, heksehyl, kanonslag og batterier, som blev afskudt på grund af nytåret. Men om de vedbliver med at være så rolige i det postyr, er jo ikke godt at vide.

Inula og Hyacinth var ikke særligt begejstret for al det virak.