Man har kendt og dyrket liljer helt tilbage i oldtiden, og de gamle grækere afbildede madonnaliljer på vasemale­rier.
I middelalderen valgte den franske kongefamilie Bourbon'erne lil­jen til sit våbenskjold - den, som vi i dag kalder »den franske lilje«.
Lilje­navnet er imidlertid også knyttet til mange planter, som ikke tilhører lilje-slægten, bl.a. daglilje, inkalilje, kæm­pelilje og liljekonval. De »ægte« liljer er alle løgplanter; men liljeløg adskil­ler sig fra de fleste andre løg ved at mangle den hinde, tunica, som ellers beskytter løget. Løgskællene sidder fast på en rodkage, der i reglen er en temmelig flad, rund skive. Hos nogle arter, overvejende amerikanske, ud­vikler den sig til et langstrakt rhizom, hvorpå der kan sidde flere løg.

Liljeløg er hvide, gullige eller rødlige alt efter arten, og fra bunden af løgka­gen udsender de basalrødder, der som regel sidder i en krans. Fra løgets midte skyder der om foråret en kraftig stængel frem, og på den underjordiske del af stænglen udvikles der hos de fleste liljer stængelrødder, som hjælper til med at ernære planten, forsyne den med vand og sørge for, at den holder balancen. Stænglen er hos de fleste arter rank og besat med spredte eller kransstillede, lancet- eller linjeforme­de blade. Blomsterne har seks kron­blade, som altid er lidt eller meget tilbagerullede