Oxalis
Surkløver (Oxalis) - Oxalisarterne deler sig stort set i to grupper, hvoraf den ene har tykke, korte rodknolde, »rhizomer«, mens den anden har lange, skælbesatte jordstængler
Alle Oxalis-arter skal stå så lyst som muligt hele sommeren, så blomster de bedst. Men de fleste arter klarer sig bedst, hvis de ikke står alt for varmt.
|
|
|||||||||||||||
|
|
Planteslægten med det videnskabelige navn Oxalis bærer på dansk slægtsnavnet surkløver. »Sur« fordi planterne i slægten har en syrlig smag, som skyldes et relativt højt indhold af oxalsyre. »Kløver« fordi bladene kan minde meget om kløverblade – specielt hvidkløverblade. De fleste af arterne hører oprindeligt hjemme i Sydafrika og Sydamerika. I Danmark er der kun én enkelt oprindeligt vildtvoksende art, nemlig skovsyre, Oxalis acetosella. I de seneste par hundrede år er der med vekslende succes indført og afprøvet flere arter som pryd- og madplanter. Enkelte arter er fulgt med indførte planter som ukrudt og breder sig hastigt i haver og gartnerier. Det gælder rank surkløver, Oxalis stricta, og nedliggende surkløver, Oxalis corniculata. Et sjovt træk ved mange af Oxalis-arterne er, at de enkelte bladplader er i stand til at klappe sammen, om dagen for at nedsætte fordampning fra bladene – for eksempel i forbindelse med blæst, og om natten for at mindske varmetab. Nogle af arterne – blandt andet skovsyre – kan også klappe bladpladerne sammen, hvis man berører planten – ligesom mimoser, men med meget langsommere reaktion. Så den evne er nok snarere udviklet som beskyttelse mod blæst end mod græssende dyr. Typisk for de nævnte Oxalis-arter er også, at blomsterne kun springer ud i solskin. |