Vores egen lind, billedet er fra august 2019.
Den blev fældet oktober 2019 

Krimlind ( Tilia Euchlora )

Lind er den eneste af lindefamiliens slægter, der er repræsenteret i den

nordiske flora, hvor blot to arter er vildtvoksende.
Begge er løvfældende træer med langstilkede, skævt hjerte­formede blade med savtakket rand og affaldende akselblade, der fungerer som knopskæl.
De små gullige, vellug­tende blomster, der har 5 skålformede bægerblade, 5 hvidgule kronblade, tal­rige støvdragere og en fembladet støv­vej, sidder i langstilkede, hængende, 3-11-blomstrede kvaste, der er udsty­ret med et stort, tungeformet forblad, som er delvis sammenvokset med blomsterstandens stilk og tjener som flyveorgan- ved frugtspredningen.
Frugten er en nød.

Lindetræer er let kendelige på deres bredt kuplede, tætforgrenede og løvri­ge krone.
De kan blive op til 30 m høje.
I modsætning til de fleste af vore andre skovtræer blomstrer lind om sommeren og har insektbestøvning; tidligere anvendtes lind endog som trækplante for honningbier, der til gen­gæld producerede en særdeles velsma­gende lindehonning, som var stærkt efterspurgt. Blomsterne kan også an­vendes til lindete.

Lindetræet har siden oldtiden spillet en stor rolle som kulturplante.
Det ansås for helligt hos germanerne,
og var viet frugtbarhedsgudinden Frigg. Ligeledes har det op gennem tiden været brugt som »majtræ«, og i de fleste landsbyer kunne mændene altid drøfte fælles an­liggender under en gammel lind ved bystævnet.
Herudover har linden stolte traditioner som allétræ, især i barok­kens haver, hvor den som regel var klippet på indersiden af alleen. Som hæk er lind, trods sin gode regenera­tionsevne, dog ikke velegnet, da dens grene bliver for grove og knortede.

Småbladet lind ( Tilia Cordata )