Violer er en- eller flerårige, urteagtige planter eller halvbuske. De fleste arter har nyre- eller hjerteformede blade. Blomsterne er 5-tallige og uregelmæssige (kun ét symmetriplan), og de tre nederste kronblade er nedadrettede, mens de to øverste er opstående. De vilde arter har kun sjældent blomster, der er mere end 2,5 cm brede. 

           

Stedmoderblomst - Viola Wittrockiana
 

Man kender omkring 400 arter i viol­slægten; de er udbredt over hele ver­den, men især i Europa og Nord­amerika.
Det er lave stauder med en kort stængel, undertiden i form af en lodret, underjordisk rodstok. Nogle af arterne har en bladroset af hjerte- eller nyreformede blade; andre har enkelte, grundstillede blade og stængelblade. Nogle få arter danner lange udløbere. Blomsterne, der i reglen fremkommer enkeltvis, sjældent to sammen, på ret korte stilke fra bladhjørnerne, har 5 bægerblade og 5 kronblade, der sidder symmetrisk med det største nedad­vendt i midten; det udmærker sig også ved en kortere eller længere spore. Blomsterne er som regel blå eller lilla, undertiden med hvidt og gult. Hos flere af arterne har de en usædvanlig dejlig duft, mens andre er duftløse. Nogle af blomsterne er meget små og åbner sig aldrig, men danner alligevel frugter efter selvbestøvning. Frugten er en kapsel med tre klapper, hvorfra de modne frø kastes ud enkeltvis, idet klapperne trækker sig sammen. Frøene er elaiosome, dvs. forsynet med et forråd af fedt, som tilsyneladende gør dem attraktive for myrer, der ofte slæber af sted med dem og derved hjælper til med spredningen. Hos martsviolen sidder den runde, hårede kapsel på en nedadbøjet stilk, som efter modningen borer hele kapslen ned i jorden.
Man deler violslægten i to grupper, violer og stedmoderblomster. Stedmoderblomsterne har de største kronblade, og i reglen er de to midter­ste opadrettede, mens de er udadrette­de hos violerne, ligesom griflen hos stedmoderblomsterne øverst har en kugleformet afslutning.