Flowerchild Ragdoll

Botanik

Denne side vil vi benytte til at skrive lidt om de planter, som vores katte er opkaldt efter. Samtidig vil vi vise nogle billeder, så man kan få et indtryk af hvordan planterne ser ud.

  

Acanthus - Akantus

Slægten Akantus (Acanthus) rummer mange arter fra tørre, subtropiske eller tempererede stepper. Her kan nævnes de arter, som ses ofte i Danmark (eller som danskere ofte møder på ferierejser sydpå): Blød Akantus ( Acanthus mollis) eller Have-Akantus; Balkan-Akantus (Acanthus hungaricus) og til sidst Tornet Akantus (Acanthus spinosus).
 

Akantus

Akantus

 
Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
 
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
 
Orden: Lamiales (Læbeblomst-ordenen)
 
Familie: Acanthaceae (Akantus-familien)
 
Slægt: Acanthus

 


Akantus


Akantus anvendt i kunst.

Akantus spinosus - Tornet akantus
 

 

 

Akantus, (af græsk akantha 'torn'), Acanthus, planteslægt med 30 arter i akantusfamilien Acanthaceae. Familien har over 4000 arter, de fleste urter, vidt udbredt i troperne. Blomsterne, der typisk er tolæbede, sidder ofte i aks eller klaser omgivet af store og stærkt farvede højblade. Frugten er en kapsel med to rum med to eller flere frø i hvert rum. Ved modenhed åbner frugten sig med et smæld, og frøene kastes flere meter bort.

Slægten Acanthus findes i tropisk Afrika og i Asien; i Sydeuropa vokser tre arter. I modsætning til resten af akantusfamilien mangler overlæben hos slægten Acanthus. Arterne har i reglen stærkt tornede blade og højblade, hvorfor Sydeuropas A. spinosus (tornet akantus) og A. mollis (blød akantus) kaldes for bjørnetidsel.

I Sydøstasiens mangrover vokser den blå A. ilicifolius og den hvide A. ebracteatus; sidstnævnte bliver lokalt brugt mod blodbylder og plantes nær bebyggelser. 3-4 arter dyrkes herhjemme og er halvhøje stauder, der vokser fint i sol eller let skygge. De lyslilla blomster er fremme i juli-august og egner sig til buketter.

Grøn plante, hvis fligede blade siden oldtiden har været et vigtigt forlæg for dekorative ornamenter i arkitektur og rammekunst.
 

 

Brunnera

er en plante/staude, som findes i næsten alle haver. Meget populær, da den blomstre tidligt i foråret. Vi har den selv i vores have, og er meget glade for planten - især når den blomstre.
 

 

Brunnera macrophylla 'Jack Frost'

Brunnera macrophylla 'Jack

 

brunnera

Brunnera macrophylla

 
Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Angiosperms
 
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
 
Orden: Lamiales (Læbeblomst-ordenen)
 
Familie: Boraginaceae (rubladede)
 
Slægt: Brunnera

 


           Brunnera macrophylla

Brunnera macrophylla

Brunnera er opkaldt efter den schweiziske botaniker S. Brunner (1790- 1844); macrophylla betyder storbladet.

 Vi kalder den kærmindesøster, fordi blomsten ligner kærmindes.
 Der findes flere arter; men man dyrker kun denne ene, som stammer fra Kaukasus.
 Den har store, bredt hjerteformede, grønne grundblade, der er langstilkede, mens stængelbladene er siddende. Blomsterne, som fremkommer på lange, tynde, forgrenede stilke i april-maj, er himmelblå, og de kan virke henrivende, når de ligger som en let, blå sky over de grønne blade.

 

 

 

Campanula

Klokke (Campanula) er en slægt med 473 arter, der er udbredt i Europa, Asien og Nordamerika. Det er stauder eller sjældnere: én- eller toårige planter, ofte med en bunddækkende eller pudeagtig vækstform. Frugterne er 3- eller 5-rummede kapsler. Blomsterne er samlet i klaser eller aks, og de er 5-tallige og regelmæssige. Kronbladene er som regel blå eller violette, og de er rør- eller klokkeformet sammenvoksede, mens spidserne dog er frie. Frugterne er kapsler med små huller, hvor de mange frø kan drysse ud.
 

Campanula Latifolia/Bredbladet Klokke

Campanula persicifolia

Campanula Persicifolia/Smalbladet Klokke

 

 

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
 
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
 
Orden: Asterales (Kurvblomst-ordenen)
 
Familie: Campanulaceae (Klokkeblomst-familien)
 
Slægt: Campanula

 

           

Campanula rotundifolia

Campanula Rotundifolia/Liden Klokke

 

Campanula portenschlagiana

 

Billedresultat for campanula patula
Campanula Patula

Campanula eller klokkeblomst er en af de planter, som kan nydes både indendørs og udendørs. Plantens succes skyldes først og fremmest, at den er meget dekorativ, og så er den utrolig hårdfør, i og med at det er en staude, som kan tåle frost og komme igen år efter år.

Ud over campanulas alsidige anvendelsesmuligheder findes der samtidig rigtig mange typer af campanula, så der er altid en farve – blå, hvid eller pastelrosa – og blomstertype – enkelt eller dobbelt – som kan passe ind i boligen eller krukken.

 

Crokus

Krokus (Crocus) er en staude, der ofte betragtes som en løgplante, selv om dens overvintringsorgan egentlig er en knold. Slægten er udbredt med flere end 30 arter i Europa, Mellemøsten og Nordafrika. De fleste krokus bliver 10-20 cm høje, og de findes i mange farver fra hvide og gullige til lilla og blå. Blomstringstidspunktet er afhængigt af sorten, men falder for det meste fra sidst i februar til ind i april eller – for de efterårsblomstrede typer – fra september til ind i november.

Vi har den selv i vores have, og er meget glade for planten - især når den blomstre i det tidlige forår.
 

 

 

 
  

 

 

 


 

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
 
Klasse: Liliopsida (Enkimbladede)
 
Orden: Asparagales (Asparges-ordenen)
 
Familie: Iridaceae (Iris-familien)
 
Slægt: Crocus
 

 

Tæppe af Krokus i Kongens Have
 med Rosenborg Slot i baggrunden:

 

 

 


Der findes næsten 100 forskellige krokusarter, og der sælges et hav af hybrider. De skal i princippet behandles ens alle sammen. Løgene sættes i 6–8 cm’s dybde, og så vil de blomstre året efter. Har man ældre krokus, graver man forsigtigt knoldene op, piller de nye knolde fra og sætter dem. De unge knolde giver blomster 1–2 år efter, at de er sat.

Man mener, at det er krokus, der er omtalt i Salomos Højsang som Sarons rose, og Clusius anvender betegnelsen crocum for safrankrokus. Der findes omkring 80 krokus-arter, som hoved­sagelig stammer fra Middelhavslandene, Iran og det sydlige Rusland.
Krokus har en løglignende knold. De grønne blade har en lys stribe i midten. De er smalle, spidse og kommer lige op af jorden omkring blomsten. Hos nogle arter sker det samtidig med blomstringen, men i reglen kommer bladene senere. Hos krokusblomsterne finder vi forårets livligste og gladeste farver, fra hvidt over gult, orange, lavendel og blåt til purpur.
De efterårsblomstrende krokus kan være lige så smukke.

 

 

Delphinium

Ridderspore (Delphinium) planteslægt i ranunkelfamilien med ca. 250 arter, hovedsagelig i nordlige tempererede egne. De er en- eller flerårige urter med særpræget blomsterbygning, hvor det bageste blosterblad er forlænget til en spore; endvidere findes to veludviklede, tragtformede honningblade, der rager ind i blosterets spore og producerer nektar. Frugten er en flerfoldsfrugt af bælgkapsler. Flere arter og kulturformer dyrkes som prydplanter.
Kornridderspore, der tidligere forekom som markukrudt i Danmark, men nu er sjælden, regnes if. nyere systematik til slægten Consolida, der bl.a. afviger, ved at frugten er en enkelt bælgkapsel.

Det er en plante, som vi har haft i vores have, men har det ikke længer. Vores gamle kat "Jens Lyn" havde meget stor fornøjelse af at tage levende og døde mus med hjem i haven, og lege videre med dem der. Det havde den virkning, at når han hoppede rundt i bedet med ridderspore, så knækkede planterne. Derfor sløjfede vi bedet, da vi hellere ville undværer det, end se de knækkede blomsterstande ligge hen ad jorden.

 

Delphinium "Black Night" i nærbillede

 

Delphinium "Black Night"

 

 

Rige Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta
(
Dækfrøede)
 
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
 
Orden: Ranunculales
(Ranunkel-ordenen)
 
Familie: Ranunculaceae
(Ranunkel-familien)
 
Slægt: Delphinium
 

 

 

Delphinium i flere farver

 

Consolida regalis

 

Delphinium Excalibur Dark
 


Riddersporer er elegante høje stauder, som med sine elegante blomsterstande både kan sætte farve på junihaven og samtidig løfte hele haven.

Den spidse spore på det bageste bægerblad har givet planten det danske navn, mens det botaniske navn beskriver den halvt udfoldede blomsts lighed med en delfin.

Stænglerne er høje og stive; afhængigt af sort, voksested og gødskning bliver de mellem 30 og 200 cm høje. Bladene er fligede, og blomsterne er opbygget af et farvet bæger og inderst nogle uanselige, små kronblade.

Hovedblomstringen finder sted i juli; men hvis man skærer de afblomstrede stængler af ved jorden, vil nye stængler bryde frem og give en efterblomstring sidst på sommeren. Den karakteristiske farve for ridderspore er blå; men der findes også sorter med hvide blomster og en enkelt med røde blomster.
 

 

Erica

Lyng (Erica) er en stor slægt med hen ved 700 arter. Ca. 600 af arterne hører hjemme i Sydafrika, og de kaldes ofte Kap-Lyng. De øvrige ca. 70 arter kommer fra andre dele af Afrika, Middelhavsområdet og det øvrige Europa. Slægtens medlemmer er vintergrønne eller stedsegrønne dværgbuske med nåleformede blade. Blomsterne er som regel nikkende, og de sidder enten enkeltvis i bladhjørnerne eller i endestillede stande. De er 4-tallige og krukkeformede. Frugterne er kapsler med mange frø.

Vi har begge været på Kongenshus Mindepark, som netop viser lyngen i al dens pragt - året rundt.

Erica / Lyng

 

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta
(
Dækfrøede)
 
Klasse: Magnoliopsida
Tokimbladede)
 
Orden: Ericales
(
Lyng-ordenen)
 
Familie: Ericaceae
(
Lyng-familien)
 
Slægt: Erica
 

 

 

Hedelandskab fuld af lyng

Billedet er taget på "Kongenshus Mindepark"
 

I Kongenshus Mindepark
arbejdes der hele tiden på at pleje lyngen, fordi hedelyng svækkes, hvis den ikke forynges. Hedelyngen vil dø af ælde efter 25-30 år, og dens plads vil blive overtaget af græs.

Der er forskellige metoder til
pleje af heden.
Se mere om Kongenshus Mindepark på
www.kongenshus.dk

 

På de danske heder har vi to forskellige vildtvoksende lyngarter. Hedelyng og klokkelyng er begge surbundsplanter, men de vokser dog forskellige steder på heden. Hedelyng vokser hvor det er tørt, klokkelyng hvor der er fugtigt. Begge planter er i lyngfamilien, som omfatter planter som blåbær, tyttebær, tranebær, bjergte og rhododendron, en stor familie med meget forskelligartede planter.

Både hedelyng og klokkelyng er meget gode biplanter. Mest kendt er den krydrede lynghonning fra hedelyng, mindre kendt er den mere milde klokkelynghonning.

Hedelyng har det botaniske navn Calluna vulgaris. Det er en lille busk, som i naturen kan blive op til ca. 75 cm høj.

Klokkelyng har det botaniske navn Erica tetralix,
og den er en dværgbusk på op til 30–40 cm.

 

 

Flora

Flora er jo ikke noget blomsternavn - så hvorfor har vi brugt dette navn?

Det har vi, da navnet har forbindelse til blomster og planteverdenen. Med udgangspunkt i de Romerske Guder, kiggede vi på navne til det første kuld, som vi fik.
Med kun en hunkat i kuldet, så var det jo hende vi absolut måtte beholde. Kunne vi så finde en Gud/Gudinde med et navn der kunne forbindes med blomster? Ja, det mener vi jo er lykkedes med navnet Flora.

Her vises hvordan navnet flora i øvrigt er brugt - alt sammen med forbindelse til blomster og planter.


 

Flora oder Hebe,

maleri af
Alexander Roslin

Flora er i den romerske mytologi gudinde for forår
og blomster og blev hvert år æret ved en kultfest kaldet Floralia.

Hun var gift med Zefyr, vestenvindens gud.

 

 

En tallerken fra stellet
Flora Danica

Flora Danica dekoration

Verdens mest prestigefyldte middagsstel
Et af de sidste eksisterende luksusstel fra 1700-tallet er måske det mest prestigefyldte middagsstel i verden, som stadig fremstilles i dag. Flora Danica
har ry for at være et af de mest originale og inspirerende produkter inden for europæisk kunsthåndværk fra porcelænets guldalder.

Tilblivelsen af Flora Danica-stellet var en enorm opgave. Stellet blev et livsværk for en af de mest talentfulde kunstnere sidst i 1700-tallet og en af de største porcelænsmalere, Johann Christoph Bayer. Den lange og anstrengende proces startede i 1790 og blev først afsluttet 12 år og 1.802 forskellige håndformede og håndmalede porcelænsdele senere.
Se mere om historien og produkterne på

Citron Timain Ring
med sten af
Aquamarin og Zirkon


Flora Danica Jewellery

Historien om Flora Danica går tilbage til 1953, da
Orla Eggert og hans kone Grethe Eggert, grundlæggerne af Flora Danica smykker,
etablerede firmaet i København.

Inspireret af de smukke efterårsblades langsomme
dalen fra træerne med den lave efterårssol
som baggrund, udviklede Orla Eggert ideen om
at lave smykker baseret på det unikke design
kreeret af naturen.

Se mere til historien og produkterne på
www.floradanica.com
 


 

Kopi af tavle fra Flora Danica
Her Inula Britannica

Det store botaniske værk Flora Danica, det største illustrationsværk i dansk boghistorie, var et led i bestræbelserne for at ophjælpe naturvidenskaberne og disses anvendelse i det praktiske liv.
Georg Christian Oeder blev hentet til Københavns Universitet i 1752 af minister J. H. E. Bernstorff (1712-1772) fra universitetet i Göttingen.

Læs mere om dette bogværk på
www.oeder.dk
 

 

Fuchsia - Fuksia

Fuchsiaen er opkaldt efter botanikeren, professor i medicin, Leonhardt Fuchs (1501-1566) fra Tübingen Universitet i Tyskland. Men det var ikke ham, der fandt det første eksemplar. Det var den franske botaniker og missionær fader Charles Plumier, der på en af sine tre ekspe-ditioner til de franske kolonier i Sydamerika og Vestindien beskrev og navngav den første Fuchsia. I bogen Nova Plantarum Americanum Genera, der udkom i 1703, altså for over 300 år siden, beskrev han Fuchsiaen første gang på tryk - som en yndefuld, blomstrende busk.
 

 

Fuchsia magellanica Lady Thumb / Havefuchsia
Fuchsia magellanica Lady Thumb
 Blomsterne har rød ydre med hvid midte
 

Fuchsia 'Checkerboard' in bloom

 

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta
(
Dækfrøede planter)
 
Klasse: Magnoliopsida
(
Tokimbladede)
 
Orden: Myrtales
(
Myrte-ordenen)
 
Familie: Onagraceae
(
Natlys-familien)
 
Slægt: Fuchsia
 

 

 

Fuchsia magellanica Tom Thumb / Havefuchsia
Fuchsia magellanica Tom Thumb
Lyslilla-mørklilla blomster
 

Fuchsia magellanica Georg / Havefuchsia

 


Hæk-Fuksia (Fuchsia magellanica)
er en lille, løvfældende
busk med opret, tæt vækstform. Grenene er først stift oprette, men senere bliver de let overhængende. Barken er først vinrød og glat, men senere bliver den brun og opsprækkende. Knopperne er kransstillede eller – sjældnere – modsatte. Bladene er ægformede med tandet rand. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker over en lang periode fra slutningen af juli til midt i oktober. Blomsterne hænger enkeltvis ned fra bladhjørnerne på tynde, røde stilke. Blomsten har fire udstående, røde bægerblade og fire små, violette kronblade. Støvdragere og støvfang rager langt neden for blomsten. Frugterne er saftige bær, som modner her i landet efter et varmt efterår. I så fald spirer frøene villigt, men med planter af meget blandet kvalitet.

Rodnettet består af nogle få, højtliggende hovedrødder med mange, fint forgrenede siderødder. Arten bestøves i hjemlandet af kolibrier. Her i landet klarer eneboerbier det samme. Frugterne er spiselige og forhandles i Chile under navnet "chanchitos".
 

 

Geranium - Storkenæb

Blandt hele det store udbud af stauder til haven er der især én slægt, der gør sig bemærket ved at kunne passes ind i de allerfleste haver og beplantninger, nemlig storkenæb.

Storkenæb er en nem hårdfør staude, der dækker bunden godt med smukke blade og smukke blomster. Sunde planter, der med deres måde at gro på, er en fin kontrast til roser, buske, græsser og andre stauder.

I vores egen have har vi flere forskellige sorter af storkenæb, og også i flere forskellige farver. Det er en plante, som vi er meget glade for.
 

 


Storkenæb i mange forskellige farver

 


Billede fra egen have

 

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta
(
Dækfrøede planter)
 
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
 
Orden: Geraniales
(
Storkenæb-ordenen)
 
Familie: Geraniaceae
(
Storkenæb-familien)
 
Slægt: Geranium
 

 



Billeder fra egen have.
 

Bog om storkenæb

Kan man ikke kan få nok af disse »næb« med charmerende, optimistiske, livlige blomster, er der rigtig god hjælp at hente i Birgitte Husted Bendtsens bog: »Storkenæb.
Bogen om geranium«.

Den er udgivet på forfatterens eget forlag Geranium. Første udgave er udsolgt, men der er en ny på vej (2011).

Birgit Reimer har dyrket storkenæb siden 1987, og har i sin planteskole
Caroline Mathildestiens Planteskole
et meget stort antal arter og sorter, og der er gode billeder af disse

 

 

Hosta - Funkie

Vi har hostaer i krukker vores have. De er dog ikke så flotte, som de kan være, da vi ikke har passet dem særligt godt.
 

 

Fil:Hosta Bressingham Blue.JPG
Hosta-sorten 'Bressingham Blue'.
 



Hosta i krukke

 

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
 
Klasse: Liliopsida (Enkimbladede)
 
Orden: Asparagales (Asparges-ordenen)
 
Familie: Agavaceae (Agave-familien)
 
Slægt: Hosta

 



Hosta Mouse ear


Hosta "June" (Plantaine Lily)
 


 


Bed med flere forskellige arter af hosta.


Hosta
eller Funkie (Hosta) er en slægt med mere end 30 arter,
der er udbredt i Østasien med tyngdepunktet i Japan.
Det er stauder, som danner kraftige rodstokke eller jordstængler. De grundstillede blade danner tætte rosetter, som består af lancetformede eller ovale blade med buede strenge og hel rand. Blomstringen foregår sidst på sommeren, hvor man ser serlige skud med endestillede toppe af hvide eller violette, klokkeformede blomster. 

Hosta er en skyggetålende, tuedannende staude med dekorative blade,
der tit er store. De kan være brogede med gult eller hvidt.
Bladene er fine til tørring.
Blomsterne er lilje-lignende, samlet i klaser bævet over løvet.
Blomstre i juli-september.
 

 

Hyacinthus - Hyacinth

er en plante, som vi nok alle kender. Den blomstrer i Danmark fra april til maj.

Hyacinter er ved at blive en juleplante i Danmark. I løbet af november begynder man at kunne købe forspirede løg i butikkerne, som man så driver til blomstring indendørs. Når de er afblomstrede, kan man så gemme løget og sætte det ud i haven.

Vi har perle hyacinther i vores have, som vi har megen glæde af i foråret.


Hyacinthus - Hyacint
i flere farver


Hyacinth i glas
 

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
 
Klasse: Liliopsida (Énkimbladede)
 
Orden: Asparagales (Asparges-ordenen)
 
Familie: Hyacinthaceae (Hyacint-familien)
 
Slægt: Hyacinthus
 


Perle Hyacinth
 


Hyacinther i græsplæne
 


H
yacint, Hyacinthus, (af gr. Hyakinthos), slægt af løgplanter tilhørende familien Hyacinthaceae med 3-4 arter i Middelhavsområdet. Hyacinter har store løg, der yderst består af tørre løgskæl, længere inde af saft- og næringsfyldte løgskæl. Det bladløse blomsterskaft udvikles oftest før, evt. samtidig med bladene og bærer i toppen en klaseformet blomsterstand med (i naturen) blå, klokkeformede blomster med seks frie og næsten ens blosterblade. Den kendteste art er Hyacinthus orientalis, der er almindeligt dyrket som stue- eller haveplante, og det er denne art, man i Danmark oftest betegner med navnet hyacint.
 

 

 

Ilex - Kristtorn

Planten er afholdt og velegnet som have- og parkplante. De flotte blade og bær gør den til et yndet dekorationsemne hen under juletid, og det mørkegrønne "look" klæder haven ved vintertid.
 

Billedresultat for kristtjørn træBilledresultat for kristtjørn træ


Ilex altaclerensis golden


Rige:
 
Plantae (Planter)
Division:
 
Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse:
 
Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden:
 
Aquifoliales (Kristtorn-ordenen)
Familie:
 
Aquifoliaceae (Kristtorn-familien)
Slægt:
 
Ilex

 


 


Kristtorn anvendt som julepynt

 

Kristtorn (Ilexogså ofte omtalt som kristtjørn, er en stor slægt med henved 100 arter i Europa, Østasien, Nord- og Sydamerika og på Atlanterhavsøerne.

Det er stedsegrønne eller løvfældende buske og træer med spredtstillede, hele blade og firetallige blomster. Træerne kan blive op til 10 meter høje.
 Frugten er en stenfrugt med én kerne, og findes kun på hunplanterne.

Kristtorn plantes hyppigt, men findes i Danmark vildt i bøgeskove og krat i Østjylland. Kristtorn er kendt for sine smukke blade og frugter.

 

Inula - Alant

er en plante/staude, man kan købe og sætte i sin egen have. I naturen er den lidt svær at finde, da den ikke er så almindelig i Danmark.
 


Inula britannica - Soløje-alant
 


Inula helenium - Læge-alant

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
 
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
 
Orden: Asterales (Kurvblomst-ordenen)
 
Familie: Asteraceae (Kurvblomst-familien)
 
Slægt: Inula


Inula salicina - Pile-alant
 


Inula conyzae - Trekløft-alant
 


Alant, Inula, slægt af kurvblomster med 90 arter, der især er udbredt i Europa og Asien. De er overvejende flerårige urter med gule skive- og randblomster. I Danmark findes fire arter, bl.a. lægealant (Inula helenium), som er en op til 150 cm høj, statelig staude med store kurve.
Den er indført sydfra som lægeplante i 1300-t.,
 men er efterhånden blevet sjælden omkring bebyggelser. Roden blev brugt mod bl.a. svag
 mave og hoste samt til fosterfordrivelse; virkningen
er medicinsk bevist. De tre øvrige danske arter gror nær kysten; de er sjældne og i tilbagegang. Flere arter dyrkes i haver og er robuste stauder, men er i øvrigt meget forskelligartede i væksten. De vokser bedst lyst og i god jord.
 

  

Jasminum - Jasmin

På engelsk Jasmine.
 


Foto: Wildfeuer
Jasminum nudiflorum - Vinterjasmin

 

 

File:Jasminum sambac 'Grand Duke of Tuscany'.jpg
Jasminum sambac 'Grand Duke of Tuscany'

 

Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
 
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
 
Orden: Lamiales (Læbeblomst-ordenen)
 
Familie: Oleaceae (Oliven-familien)
 
Slægt: Jasminum

 

Ægte Jasmin (Jasminum fruticans)Foto: Carsten Niehaus
Jasminum fruticans - Ægte jasmin

 



Uægte jasmin
 

 

Jasmin (Jasminum) er en slægt med ca. 30 arter, der er udbredt i Afrika, Asien, Australien, på Stillehavsøerne og i Sydeuropa (én art).
Det er stedsegrønne eller løvfældende træer, buske eller lianer. Unge grene er kantede og furede. Bladene er modsat stillede (sjældnere: spredtstillede eller kransstillede), hele, 3-koblede eller uligefinnede. Blomsterne er samlet i små stande ved bladhjørnerne. Den enkelte blomst er klokke-, rør- eller skålformet og 4-tallig med hvide eller gule (sjældnere: røde eller violette) kronblade og ofte duftende. Frugterne er bær.

Der udtrækkes æterisk olie til fremstilling af parfume fra flere af arternes blomster., på samme måde som roser og lavendel.

 

  

Juncus
Siv - Juncus - er en staude med opret vækst og glatte stængler.
 


Juncus articulatus



juncus articulate
        

 


Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse: Liliopsida (Enkimbladede)
Orden: Poales (Græs-ordenen)
Familie: Juncaceae (Siv-familien)
Slægt: Juncus

 



 


Juncus effusus common Rush

 
Juncus Effusus

 

 


Juncus effusus
common soft Rush

Sivfamilien omfatter ca. 200 arter, der er udbredt over hele Jorden, især i de tempererede områder. Planterne er græslignende, flerårige urter, med seje, ret tørre strå og flade, linjeformede eller trinde blade med bladskeder. Blomsterne er tretallige med små brunlige blosterblade´; de er vindbestøvede og er ofte omgivet af et til flere hindeagtige høj blade, hvorfra blomsterstanden forgrener sig.
Blomsterstanden, der er en halvskærmformet top eller et hoved, er endestillet eller tilsyneladende sidestillet, idet det øverste, strålignende blad ofte vokser videre i forlængelse af stænglen. Frugten eren trerummet kapsel med mange små frø.
Ca 20 arter er udbredt i Danmark.

I haver kan siv anvendes i større vandpartier og i grøfter eller sumpbede. I smådamme kan siv plantes i betonringe eller rør, som hindrer udløberne i at brede sig til alle sider. De foretrækker stående vand året rundt og tåler kun kort tids udtørring.

 
 
 
Kerria
Almindelig Ranunkelbusk (Kerria japonica) er en lævfældende busk med en opstigende til opret vækst. Grenene er tynde og risede. Navnet Kerria er til ære for William Kerr, der var gartner i Kew Gardens.
Vi har den selv i haven, men den ser ikke så frodig ud, som på de billeder vi kan finde af planten
 

 

 Billedresultat for kerria


 

Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Rosales (Rosen-ordenen)
Familie: Rosaceae (Rosen-familien)
Slægt: Kerria (Ranunkelbusk)
Art: K. japonica

 

 

 

Billedresultat for kerria

 

Billedresultat for kerria

 

 

Barken er først lysegrøn og kantet, dernæst rund og glat, og til sidst brun og opsprækkende. Knopperne sidder spredt, og de er tiltrykte, spidse, brune og blanke. 
Bladene er smalt ægformede med dobbelt savtakket rand og lang spids. Oversiden er græsgrøn og hårløs, men rynket på grund af forsænkede bladribber. Undersiden er en smule lysere og let behåret. Høstfarven er gul til gulgrøn. 
Blomstringen sker i

april-maj, hvor man finder blomsterne siddende enkeltvis fra bladbærende kortskud. De er regelmæssige og 5-tallige med mange støvdragere og smørgule kronblade. Frugterne er stenfrugter.

Rodnettet består dels af lange udløbere, der kan sætte rodskud, og dels af de egentlige rødder. De ligger tæt under jordoverfladen, hvor de danner rodfilt.

 

 Arten er udbredt i det mest af Kine og på de japanske hovedøer. Den findes i skovbryn og lysninger og langs veje i blandede løv- og nåleskove, og den foretrækker et let skygget voksested med fugtig, neutral og ikke for næringsrig jordbund

 

 
 
Lilium
Lilje (Lilium) er en stor slægt, som er udbredt i Europa, Asien og Nordamerika.
Vi har selv liljer i haven, som vi har stor glæde af at kigge på.
 

 Billedresultat for lilium

 

 

Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse: Liliopsida (Énkimbladede)
Orden: Liliales (Lilje-ordenen)
Familie: Liliaceae (Lilje-familien)
Slægt: Lilium

 

 


Lilium erotica

 

Lilium candidum 1.jpg
Lilium candidum

Billedresultat for den franske lilje
"den franske lilje"

 Billedresultat for lilium
Lilium pumilum


           

           

 

Man har kendt og dyrket liljer helt tilbage i oldtiden, og de gamle grækere afbildede madonnaliljer på vasemale­rier.
I middelalderen valgte den franske kongefamilie Bourbon'erne lil­jen til sit våbenskjold - den, som vi i dag kalder »den franske lilje«.
Lilje­navnet er imidlertid også knyttet til mange planter, som ikke tilhører lilje-slægten, bl.a. daglilje, inkalilje, kæm­pelilje og liljekonval. De »ægte« liljer er alle løgplanter; men liljeløg adskil­ler sig fra de fleste andre løg ved at mangle den hinde, tunica, som ellers beskytter løget. Løgskællene sidder fast på en rodkage, der i reglen er en temmelig flad, rund skive. Hos nogle arter, overvejende amerikanske, ud­vikler den sig til et langstrakt rhizom, hvorpå der kan sidde flere løg.

Liljeløg er hvide, gullige eller rødlige alt efter arten, og fra bunden af løgka­gen udsender de basalrødder, der som regel sidder i en krans. Fra løgets midte skyder der om foråret en kraftig stængel frem, og på den underjordiske del af stænglen udvikles der hos de fleste liljer stængelrødder, som hjælper til med at ernære planten, forsyne den med vand og sørge for, at den holder balancen. Stænglen er hos de fleste arter rank og besat med spredte eller kransstillede, lancet- eller linjeforme­de blade. Blomsterne har seks kron­blade, som altid er lidt eller meget tilbagerullede 

  

 

 

Magnolia
Magnolie (Magnolia) er udbredt i Østasien og Nordamerika. Den rummer mange tropiske og subtropiske arter.
Flere af billederne er fra vores egen have, da vi selv har flere magnolier, som vi har stor glæde af at kigge på.  
 


Stjernemagnolia/Magnolia Stellata

 

Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta
(Dækfrøede planter
)
Klasse: Magnoliopsida
(Tokimbladede
)
Orden: Magnoliales
(Magnolie-ordenen
)
Familie: Magnoliaceae
(Magnolie-familien
)
Slægt: Magnolia

 


Åkandemagnolia/Magnolia Sieboldii

 

 

Billedresultat for magnolia soulangiana
Magnolia Soulangiana 

 

 

Magnolia-slægten har ca. 80 arter
samt mange sorter, hjemmehørende i Himalaya, Øst-Asien og Nord-Amerika. Magnolia hører med de ofte store og
tidligt udfoldende hvide blomster
til en gruppe af eksotiske buske og træer,
der er med til at give en have et helt
specielt smukt præg.
Eksempel på en smuk busk er
Magnolia × soulangiana ‘Alexandrina’, almindelig dyrket i haver.
En kraftig, opret voksende busk,
indtil 5 m høj. Blomsterne er store, bægerformede ca. 10 cm lange,
indvendigt hvide og udvendigt rødlige (rosatonede). Hovedblomstringen sker
for denne sort under udfoldelsen
af bladene.
          

 

 

Nerium
Nerie (Nerium oleander) er en stedsegrøn busk med halvkugleformet, åben vækst. Alle dele afplanten er meget giftige.
Den kaldes også Oleander.
 


Billedresultat for nerium oleander          

 

Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Gentianales (Ensian-ordenen)
Familie: Apocynaceae
Slægt: Nerium (Nerie-slægten)
Art: Nerium oleander

 

 

Image result for nerium  


frøkapsel
 

Billedresultat for nerium oleander

frøkapsler

 

De ser da fantastiske ud
- de frøkapsler

Billedresultat for nerium oleander
Store nerier, som dækker hele husmuren


Billedresultat for nerium oleander

 

Billedresultat for nerium oleander

 

I middelhavslandene er nerie en meget almindelig busk i haverne.
Eller måske snarere et lille træ, for den bliver ofte 3-4 meter høj.
Det er en meget smuk plante med blanke, aflange, grønne blade og skønt duftende blomster. De rosafarvede er de mest almindelige, men der findes også nerier med hvide, røde, gule og stribede blomster, enten enkelte eller fyldte.
Nerier skal have meget lys, og trives godt i et sydvendt vindue eller i en vinterhave.
I den varme årstid skal de have meget vand.
Ordet »nerium« kommer af det græske ord neros, der betyder fugtig. Om sommeren kan man godt grave hele potten ned på en lun og solrig plads i haven, eller sætte den ud på altanen, men man må ikke glemme at vande den. Den skal naturligvis tages ind, før nattefrosten kommer.

Skal man - her i Danmark - have en nerie til at blomstre, er det næsten nødvendigt med en glasveranda eller et andet meget lyst og køligt sted, hvor den kan stå om vinteren. Ellers danner den ikke blomsterknopper.

Nerie er en af vore giftigste stueplanter.
Blot et barn tager et blad og sutter på det, kan det irritere slimhinderne og forårsage hovedpine, opkastninger og mavesmerter.  

 

Oxalis

Surkløver (Oxalis) - Oxalisarterne deler sig stort set i to grupper, hvoraf den ene har tykke, korte rodknolde, »rhizomer«, mens den anden har lange, skælbesatte jordstængler

Alle Oxalis-arter skal stå så lyst som muligt hele sommeren, så blomster de bedst. Men de fleste arter klarer sig bedst, hvis de ikke står alt for varmt. 

 


       Billedresultat for oxalis   

 

Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Oxalidales (Havesyre-ordenen )
Familie:  Oxalidaceae
Slægt:  Oxalis
Art:  Oxalis

 

Billedresultat for oxalis  

 

 

Billedresultat for oxalis 

Billedresultat for oxalis

 

Billedresultat for oxalis 

 Billedresultat for oxalis

Relateret billede 

 

Planteslægten med det videnskabelige navn Oxalis bærer på dansk slægtsnavnet surkløver. »Sur« fordi planterne i slægten har en syrlig smag, som skyldes et relativt højt indhold af oxalsyre. »Kløver« fordi bladene kan minde meget om kløverblade – specielt hvidkløverblade.

De fleste af arterne hører oprindeligt hjemme i Sydafrika og Sydamerika. I Danmark er der kun én enkelt oprindeligt vildtvoksende art, nemlig skovsyre, Oxalis acetosella.

I de seneste par hundrede år er der med vekslende succes indført og afprøvet flere arter som pryd- og madplanter. Enkelte arter er fulgt med indførte planter som ukrudt og breder sig hastigt i haver og gartnerier. Det gælder rank surkløver, Oxalis stricta, og nedliggende surkløver, Oxalis corniculata.

Et sjovt træk ved mange af Oxalis-arterne er, at de enkelte bladplader er i stand til at klappe sammen, om dagen for at nedsætte fordampning fra bladene – for eksempel i forbindelse med blæst, og om natten for at mindske varmetab. Nogle af arterne – blandt andet skovsyre – kan også klappe bladpladerne sammen, hvis man berører planten – ligesom mimoser, men med meget langsommere reaktion. Så den evne er nok snarere udviklet som beskyttelse mod blæst end mod græssende dyr. Typisk for de nævnte Oxalis-arter er også, at blomsterne kun springer ud i solskin. 

 

Pilea

Pilea Peperomioides (også kaldet Parasolpilea, pengeplante, missionærplante) er en meget livskraftig stueplante, og er meget karakteristisk ved at have runde, friskmørkegrønne saftspændte plade på op til 10 cm i diameter, som sidder på en lang stilk placeret i midten af bladet.

Billedresultat for pilea 


              Billedresultat for pilea

 

Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Rosales (Rosenordenen)
Familie: Urticaceae (Nældefamilien)
Slægt: Pilea

 

Billedresultat for pilea stikling 

 

 Billedresultat for pilea

 

Billedresultat for pilea

Billedresultat for pilea

 

Relateret billede 

 

Pilea Peperomioides (også kaldet Parasolpilea, pengeplante, missionærplante) blev genfundet af en norsk misskonær Agnar Espegren i 1945 i Yunnan, da han var på flugt fra Hunan provinsen.
Den voksede på et meget begrænset område i af Tsangshanbjergene på skyggefulde, humusklædte kampesten i 2.800 meters højde nær den gamle by Dali.
Da der kan forekomme sne i de egne, tåler den formentlig temperaturer ned til frysepunktet.

Espegren tog via Indien nogle stiklinger med til Norge i 1946,
og derfra har den spredt sig
rundt i Skandinavien, ved at man givet aflæggere videre til venner og bekendte.
Da planten er formeret ved stiklinger igennem 60 år, er de planter, vi ser i dag genetisk set identiske med den, som Espegren plukkede i 1946, så disse planter er mere end 60 år gamle.

 

Her kommer et lint til en side med magen god information om Pilea-planten:

Have-siden

 

 

 

Quercus

Quercus - Eg omfatter mere end 200 arter, hvoraf 12 vokser i Europa, ca. 80 i Nordamerika og resten i Asien.
I Danmark forekommer hovedsageligt 2 arter : Vintereg (Quercus petraea) og stilkeg (Quercus robur), som er mest udbredt.
Men også rødeg (Quercus rubra L.) findes i skoven.

 

Vintereg har fået sit navn, fordi det rødbrune efterårsløv har en tendens til at blive siddende på træet vinteren over.
Det er også blevet kaldet drueeg, fordi træets agern sidder samlet i noget, der minder om en klase druer.
Fritstående bliver egen meget bredkronet, mens den i tæt skov er langstammet og smalkronet. Kronen er ret åben og giver lys til en rig undervegetation.

 

           

 

Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Fagales
(Bøge-ordenen)
Familie: Fagaceae
(Bøge-familien)
Slægt: Quercus

 

 

Stilkeg er vores almindeligste eg og nok det træ, der betyder mest for natuen omkring det. Egen er en nøgleart, der skaber livsgrundlag for mange andre organismer.
Stilkegen kan blive rigtig gammel. De mere end 1.000 år gamle kæmpeege er alle stilkege.
  

Der  har været eg i Danmark lige siden starten af den atlantiske varmetid, ca. 7000 f.kr.
Egen er et meget hårdført træ. Den kan tåle dyrebid, klipninger eller åbne bund, så der er stor sandsynlighed for, at der vil være mere eg en bøg i selvsået skov. I egeskove er der mange lyskrævende planter i skovbunden, da egetræet danner åbne blad-kroner, som sollyset kan trænge igennem.
  

 

 

Der er store variationer i egens voksesteder; lige fra lavt egekrat på de jyske heder til retvoksede bevoksninger på op til 35 meters høje på gode lokaliteter. Rette stammer uden knaster, med diametre op til 3 meter, ses også i Danmark. I skovbruget fældes egen typisk ved 120-150 år og da er bevoksningerne 20 – 25 meter høje med en stammediameter på 0,6 – 1,5 meter.

“Kongeegen” i Jægerspris er med sine ca. 1800 år formentlig det ældste, levende væsen i Danmark. I samme skov står "Storkeegen" og "Snoegen", der er bedømt til henholdsvis 1000 år og 800 år. Der er bevaret en række gamle ege rundt om i landet. Særligt i Dyrehaven nord for København findes 21 navngivne egetræer.

 

Violet / Viola

Violet er jo ikke et blomsternavn - meeen det er meget tæt på. Det minder meget om Violet eller på dansk Viol. På latin (og engelsk) kaldes viol for Viola. Violer i flertal hedder på engelsk Violets.

Vi valgte at bruge navnet Violet, da det passede med teamet for kuldet, og fordi det smager lidt af Viol 

 

 

Violer er en- eller flerårige, urteagtige planter eller halvbuske. De fleste arter har nyre- eller hjerteformede blade. Blomsterne er 5-tallige og uregelmæssige (kun ét symmetriplan), og de tre nederste kronblade er nedadrettede, mens de to øverste er opstående. De vilde arter har kun sjældent blomster, der er mere end 2,5 cm brede.

           

 

Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta
(Dækfrøede planter)
Klasse:  Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden:  Malpighiales (Barbadoskirse-
bærordenen)
Familie:  Violaceae
(Viol-familien)
Slægt:  Viola

  


 


Stedmoderblomst - Viola Wittrockiana
 

Man kender omkring 400 arter i viol­slægten; de er udbredt over hele ver­den, men især i Europa og Nord­amerika.
Det er lave stauder med en kort stængel, undertiden i form af en lodret, underjordisk rodstok. Nogle af arterne har en bladroset af hjerte- eller nyreformede blade; andre har enkelte, grundstillede blade og stængelblade. Nogle få arter danner lange udløbere. Blomsterne, der i reglen fremkommer enkeltvis, sjældent to sammen, på ret korte stilke fra bladhjørnerne, har 5 bægerblade og 5 kronblade, der sidder symmetrisk med det største nedad­vendt i midten; det udmærker sig også ved en kortere eller længere spore. Blomsterne er som regel blå eller lilla, undertiden med hvidt og gult. Hos flere af arterne har de en usædvanlig dejlig duft, mens andre er duftløse. Nogle af blomsterne er meget små og åbner sig aldrig, men danner alligevel frugter efter selvbestøvning. Frugten er en kapsel med tre klapper, hvorfra de modne frø kastes ud enkeltvis, idet klapperne trækker sig sammen. Frøene er elaiosome, dvs. forsynet med et forråd af fedt, som tilsyneladende gør dem attraktive for myrer, der ofte slæber af sted med dem og derved hjælper til med spredningen. Hos martsviolen sidder den runde, hårede kapsel på en nedadbøjet stilk, som efter modningen borer hele kapslen ned i jorden.
Man deler violslægten i to grupper, violer og stedmoderblomster. Stedmoderblomsterne har de største kronblade, og i reglen er de to midter­ste opadrettede, mens de er udadrette­de hos violerne, ligesom griflen hos stedmoderblomsterne øverst har en kugleformet afslutning.